Den skotske uafhængighedsafstemning

Danish media are finally starting to show an interest in independence referendum, but many journalists seem to be getting their information through London-based media, so there are a lot of misunderstandings. I have therefore decided to write this brief introduction to the topic in Danish.

En af de hyppigste misforståelser, der dukker op, når danske medier behandler den skotske uafhængighedsbevægelse, er, at Det Skotske Nationalparti (der har regeringsmagten i Skotland) nok minder lidt om Dansk Folkeparti, men intet kunne være længere fra sandheden. SNP definerer sig selv som et socialdemokratisk parti, og det bekæmper fremmedhad og racisme. De andre partier i Yes Scotland (Ja-bevægelsen) er De Grønne og Det Skotske Socialistparti (der mest minder om Enhedslisten).

I danske termer ville det altså svare lidt til, at dansk uafhængighed blev støttet af Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og De Radikale, mens alle de borgerlige partier var imod.

Nogle vil måske indvende her, at jeg har glemt Labour, men det parti er i de sidste tyve år gledet længere og længere mod højre, og iflg. meningsmålingerne støtter en stor del af deres almindelige vælgere uafhængighedsbevægelsen.

Disse venstrefløjspartier støttes af bl.a. Kampagnen mod Atomvåben og et stort flertal af skotske musikere, forfattere og kunstnere.

Som man nok kan begynde at ane, er det altså ikke en drøm om et etnisk rent Skotland, der motiverer alle disse mennesker, og heller ikke et dybt had til englændere. Tværtimod! Formanden i vores lokale SNP-kredsforening er englænder med muslimsk svigersøn, næstformanden er undertegnede, og sekretæren er jøde af typen med en stor Davidsstjerne tatoveret på underarmen. En af de vigtigste undergrupper i Ja-kampagnen er Scots Asians for Yes.

Det, vi ønsker, er, at Skotland skal styres af folk, der bor her, og ikke af en fjern elite i London. Vi opfatter os som tilhængere af borgernationalisme (engelsk “civic nationalism“) — vi ønsker et blomstrende demokrati med deltagelse af alle, der bor i Skotland. Som journalisten Ruth Wishart sagde ved den første uafhængighedsmarch i Edinburgh: “A Scot is someone born here, and anyone who has paid us the compliment of settling here.” (“En skotte er en, der er født her i Skotland, og enhver, der har givet os den kompliment at bosætte sig her.”)

Man skal som dansker gøre sig klart, at de fleste skotter, walisere og nordirere (og mange englændere) ikke opfatter Det Forenede Kongerige som et land, men som en politisk union, der består af fire nationer, så det føles forkert, når London træffer beslutninger, som de fleste vælgere i Skotland ikke er enige i.

Hvis London altid traf de samme beslutninger, som vi selv ville have truffet, ville det måske ikke have været et stort problem, men siden Thatcher kom til magten for snart mange år siden, har Sydøstengland og et flertal i Westminster-parlamentet flyttet sig længere og længere i en neoliberal og fremmedhadsk retning. Der er en anden vej! Vi vil af med atomvåbene (der er stationeret 50 km fra Glasgow), vi vil bevare og udbygge velfærdsstaten (som den liberal-konservative regering i London gør sit bedste for at afskaffe), vi vil forblive i EU (og der afholdes jo sandsynligvis en folkeafstemning om tre år i Storbritannien om at melde sig ud), vi vil have mere indvandring (Skotlands befolkning ældes for hurtigt, og vi har brug for mere indvandring end England, der har større befolkningsvækst), vil vil have billigere børnehaver som i Skandinavien, så kvinderne ikke tvinges til at blive hjemmegående. Alt sammen ønsker, som ikke kan realiseres uden selvstændighed.

Når man som dansker besøger Skotland, kan landet mange steder godt virke ret fattigt. Det skyldes, at mange skattepenge forsvinder ud af landet og betaler for prestigeprojekter i London, atomvåben og mange andre ting, som ikke kommer almindelige skotter til gode. Skotland er grundlæggende et rigere land end England, og iflg. nogen undersøgelser kan det som selvstændigt land ligefrem overhale Danmark. Skotland har i dén grad det økonomiske grundlag for at klare sig.

Men man skal altså ikke regne med, at Skotland bliver en neoliberal “keltisk tiger” som Irland. Skotland stræber efter at blive et velstående nordisk land med et stærk velfærdsstat.

Skotsk uafhængighed kan derfor godt vise sig at få overraskende konsekvenser for Danmark. Den danske debat virker ofte, som om venstrefløjen har givet op — neoliberalisme og udlændingeangst har frit spil. De to års Ja-kampagne i Skotland har imidlertid skabt grøde på den intellektuelle venstrefløj, og kampen mod neoliberalisterne i London har hærdet aktivisterne. Det skulle ikke undre mig, hvis dette bliver startskuddet til en genfødsel af venstrefløjen i Norden.

Det undrer mig oprigtigt, at ingen ser ud til at have opdaget, hvad der lige nu sker i Skotland. Alle venstrefløjsaktivisterne burde været fløjet herover for at hjælpe til, men de troede måske på Nej-propagandaen i London-aviserne.

Stemningen i Skotland lige nu er elektrisk — som det blev forudsagt af National Collective for over et år siden:

There is no place more revolutionary and no time more exciting than here and now in Scotland. Of all the eras I would choose this one. Of all the places to live I would choose this one.

Der er lige nu dødt løb i meningsmålingerne, men det er Ja-siden, der har vind i sejlene, så mere og mere tyder nu på, at Skotland på torsdag otte dage stemmer Ja til uafhængighed.